Ordskælv i Norden
Foredraget begyndte med en
introduktion. En forfatter fra Danmark og en fra Island var der, og de læste
deres egen historie op. Senere på foredraget blev man splittet i to grupper,
hvor man skulle finde en eller to personer, måske nogle man ikke kendte i
forvejen, for at drøfte nogle spørgsmål der var blev sat. Første spørgsmål var,
“Hvornår har du følt fattigdom”. Næste var, “Hvornår har du følt ulighed”. Det
tredje var, “Er der en situation, sted eller person hvor du føler er ingen
ulighed”. Man fik 10 minutter at snakke med den anden person om sine personlige
oplevelser vedrørende disse spørgsmål, og efter 10 minutter skulle man skifte
gruppe. Når man observerede grupperne de første par minutter, kunne man hos de
fleste se, at det var noget nyt og ukendt ved situationen. Måske lidt
usikkerhed, fordi at det er meget personlige spørgsmål.
Når jeg tænker på fattigdom,
tænker jeg ofte økonomisk fattigdom. Men det kan også opfattes som social
fattigdom. Man kan godt være rig økonomisk, men stadig føle at man mangler
noget – at man er socialt fattig. Samtidig kan man være økonomisk fattig, men
være rig på en social plan.
Der var sat stort fokus på dette
emne i diskussionerne.
Forfatterne sagde også, at når
de fik til opgave at skrive om fattigdom, tænkte de først på den økonomiske
fattigdom de havde oplevet, men når de gravede dybere ned i deres historier,
fandt de ud af, at mange af deres oplevelser var et eksempel på fattigdom på en
social plan.
Forfatterne ville også sætte
fokus på økonomisk fattigdom i norden. Overalt i verden siger man, at alle er økonomisk
rige i norden, men det passer ikke. Alle i norden er ikke rige. Og de, som ikke
er rige, føler sig derfor som udkast, fordi de passer ikke ind i systemet. De
passer ikke ind i boksen, som vi og resten af verden har sat os i.
Til sidst fik tilskuerne mulighed
for at stille forfatterne spørgsmål, som også var slutningen af foredraget.
En elev har skrevet, hvordan hun
oplevede foredraget:
Min
egen mening om disse spørgsmål. Jeg synes selv, at det var meget
grænseoverskridende at skulle fortælle så meget om mig selv til en person, som
jeg kun lige har mødt. Men det er en meget interessant måde at få personer at
dele overfor hinanden. Når alle stod og delte sine historier kunne jeg se, at
personer som går i samme klasse eller skole eller kommer fra samme land, de
fandt sammen i en gruppe for ikke at tale med vildt fremmede. Kan man kalde det
et ældgammelt instinkt, at holde sammen med ”sin egen gruppe” for at være
stærkere? Når vi står alene er vi mere sårbare, og disse emner vi skulle snakke
om var så personlige, at det kan fortælle meget om dig som person. Du bliver
fuldstændig sat i rampelyset foran helt fremmede personer. Det kan ikke være
behageligt. Men emnet fattigdom er jo også et tabu for mange mennesker, men
hvorfor? Skal vi ikke være åbne overfor hinanden?
I
norden er det ikke socialt acceptabelt at være fattig, fordi vi i norden er så ”rige”;
der er så mange mennesker i verden, der har det værre. Det er derfor ikke nemt
at værre fattig i norden, men der er andre måder at være fattig på. Man kan
have mistet nogen af sine nærmeste eller været udsat for vold. Desværre er der
mange som må igennem sådan noget, men hatten af for dem, de er stærke at komme
igennem det.
Skrevet af Ásla og Kristina, Færøerne
Comments
Post a Comment